... det blev dæleme ikke til meget filmbloggeri her.
For kort efter blogspotskabelon og fikseri var overstået, så blev jeg jo tilknyttet Ekkos webredaktion.
Der laver jeg interviews, skriver anmeldelser og nyheder.
Så sent som i dag har jeg anmeldt den nye, danske dokumentar Drømmen om en familie (hurra for Cph:Dox - der er meget at se og skrive om!)
Så fremover kan der læses med her. Der er rigtig mange dygtige skribenter og interessante artikler, både kritiske og sjove og meget derimellem.
Og bloggen? Den går i dvale; bliver sat på pause. Måske der sker mere engang...?
Kh
Ida
fredag den 8. november 2013
onsdag den 6. marts 2013
Silver Linings Playbook
Jeg har set Silver Linings Playbook.
En fin og skør komedie. Af den romantiske slags.
Det er en fornøjelse at se Robert De Niro som overtroisk fodboldfan og far til to voksne sønner. Han spiller med en masse subtil humor og flotte nuancer.
Og Jessica Lawrence. Hun er virkelig skøn. Som i virkelig. Har smådyrket hende i youtube-klip, gifs og citater, og hun er bare så dejlig ukrukket, afslappet, nede på jorden og sjov. Ikke overbevist? Så se klippet, hvor Jack Nicholson forstyrrer hende under et interview. Er hun ikke lige til at putte i lommen? Skøn, I tell you.
Men... selv om hun er en dygtig skuespiller, så synes jeg stadig, at Emmanuelle Riva fra Amour burde have vundet den dér Oscar for bedste kvindelige hovedrolle. Forstår faktisk slet ikke, hvordan hun kan blive forbigået. Hvis frk. Lawrence skulle have vundet en Oscar for noget, skulle det have været Winter's Bone.
Bortset fra det, så synes jeg, at filmen Garden State fra 2004 fortæller den samme historie - bare bedre. Og jeg kan godt blive lidt småfornærmet på dens vegne over, at den ikke har nydt samme opmærksomhed. Men sådan er jeg. Jeg tager film alt for personligt.
Silver Linings Playbook 2012
Instruktør David O. Russell
Medvirkende Bradley Cooper, Jennifer Lawrence, Robert De Niro, Chris Tucker
Dansk premiere 25. april 2013
Det er en fornøjelse at se Robert De Niro som overtroisk fodboldfan og far til to voksne sønner. Han spiller med en masse subtil humor og flotte nuancer.
Og Jessica Lawrence. Hun er virkelig skøn. Som i virkelig. Har smådyrket hende i youtube-klip, gifs og citater, og hun er bare så dejlig ukrukket, afslappet, nede på jorden og sjov. Ikke overbevist? Så se klippet, hvor Jack Nicholson forstyrrer hende under et interview. Er hun ikke lige til at putte i lommen? Skøn, I tell you.
Men... selv om hun er en dygtig skuespiller, så synes jeg stadig, at Emmanuelle Riva fra Amour burde have vundet den dér Oscar for bedste kvindelige hovedrolle. Forstår faktisk slet ikke, hvordan hun kan blive forbigået. Hvis frk. Lawrence skulle have vundet en Oscar for noget, skulle det have været Winter's Bone.
Bortset fra det, så synes jeg, at filmen Garden State fra 2004 fortæller den samme historie - bare bedre. Og jeg kan godt blive lidt småfornærmet på dens vegne over, at den ikke har nydt samme opmærksomhed. Men sådan er jeg. Jeg tager film alt for personligt.
Silver Linings Playbook 2012
Instruktør David O. Russell
Medvirkende Bradley Cooper, Jennifer Lawrence, Robert De Niro, Chris Tucker
Dansk premiere 25. april 2013
søndag den 13. januar 2013
Amour
En lørdag eftermiddag sad jeg i en udsolgt sal i Grand Teatret - jeg skulle se Michael Hanekes Amour. Med mine 30 år var jeg og min jævnaldrende veninde blandt de 10 yngste i salen. Resten af publikum var af det grå segment.
Grunden til, at jeg nævner de andre Grand-gængere, er, at jeg blev særligt påvirket på deres vegne...
Amour er en vidunderlig film. Dens dagligdagstrummerum og ro var indtagende - de mange scener, hvor ægteparret George og Anne (btw de navne, som Hanekes filmpar altid hedder - fint) sidder ved deres lille spisebord i køkkenet, med morgenmadskrummer, suppespillerier og bladbrochureavisstabler, ramte mig med sin ægthed. Filmen foregår stort set kun i parrets lejlighed, og den fungerer næsten som birolle i beretningen om George og Annes altoverskyggende kærlighed, vist via deres rutiner, interesser og historier fortalt gennem samtaler, men også gennem husets leben.
Det smukkeste ved denne film er dog, at det er noget af det modigste skuespil, jeg nogensinde har set. Særligt af Emmanuelle Riva, der spiller Anne. Hun bliver ramt af et slagtilfælde, siden endnu et - og det forfald hun gennemgår, set gennem hendes mands øjne (Jean-Louis Trintignant), er hjerteskærende. Hun vil ikke på plejehjem - så George tager sig af hende i deres sidste tid sammen.
Det må have krævet en enorm styrke - og ikke mindst et kæmpe talent - at vise dødens skygge så sandfærdigt. At kigge indad og nærstudere frygten for livets endeligt på den måde - imponerende. Jeg sad med grim-friske minder fra min mormors dødsleje, og jeg kunne næsten lugte sygelejet gennem lærredet, så levende blev døden vist. Min i-år-65-endelig-pensionist onkel sagde også nogle ord i juledagene, som ekkoede i mit sind: "Jeg tænker på døden hver dag..."
Det gør jeg ikke. Det skal jeg heller ikke (endnu). Men stilheden fra de andre Amour-seere, da rulleteksterne begyndte, vidnede om, at det gjorde de - og rigtig meget lige da. På en måde smukt at opleve. Og barskt. For mit vedkommende truende, for jeg står vel over for en fremtid med daglige dødstanker...
Døden er uundgåelig. Derfor er kærligheden vigtig.
Amour 2012
Instruktør Michael Haneke
Medvirkende Emmanuelle Riva, Jean-Louis Trintignant, Isballe Huppert
Dansk premiere 20. december 2012
P.s. Jeg var meget forelsket i Trintignants udtale - jeg forstår ikke meget fransk, men det virkede som en ældre udtale, i stor kontrast til de yngre medvirkende. Den mindede mig om den for længst afdøde franske pianist Alfred Cortots måde at tale på - de velovervejede formuleringer og tyngden af det, der bliver sagt. Det var herligt at høre på.
Grunden til, at jeg nævner de andre Grand-gængere, er, at jeg blev særligt påvirket på deres vegne...
Amour er en vidunderlig film. Dens dagligdagstrummerum og ro var indtagende - de mange scener, hvor ægteparret George og Anne (btw de navne, som Hanekes filmpar altid hedder - fint) sidder ved deres lille spisebord i køkkenet, med morgenmadskrummer, suppespillerier og bladbrochureavisstabler, ramte mig med sin ægthed. Filmen foregår stort set kun i parrets lejlighed, og den fungerer næsten som birolle i beretningen om George og Annes altoverskyggende kærlighed, vist via deres rutiner, interesser og historier fortalt gennem samtaler, men også gennem husets leben.
Det smukkeste ved denne film er dog, at det er noget af det modigste skuespil, jeg nogensinde har set. Særligt af Emmanuelle Riva, der spiller Anne. Hun bliver ramt af et slagtilfælde, siden endnu et - og det forfald hun gennemgår, set gennem hendes mands øjne (Jean-Louis Trintignant), er hjerteskærende. Hun vil ikke på plejehjem - så George tager sig af hende i deres sidste tid sammen.
Det må have krævet en enorm styrke - og ikke mindst et kæmpe talent - at vise dødens skygge så sandfærdigt. At kigge indad og nærstudere frygten for livets endeligt på den måde - imponerende. Jeg sad med grim-friske minder fra min mormors dødsleje, og jeg kunne næsten lugte sygelejet gennem lærredet, så levende blev døden vist. Min i-år-65-endelig-pensionist onkel sagde også nogle ord i juledagene, som ekkoede i mit sind: "Jeg tænker på døden hver dag..."
Det gør jeg ikke. Det skal jeg heller ikke (endnu). Men stilheden fra de andre Amour-seere, da rulleteksterne begyndte, vidnede om, at det gjorde de - og rigtig meget lige da. På en måde smukt at opleve. Og barskt. For mit vedkommende truende, for jeg står vel over for en fremtid med daglige dødstanker...
Døden er uundgåelig. Derfor er kærligheden vigtig.
Amour 2012
Instruktør Michael Haneke
Medvirkende Emmanuelle Riva, Jean-Louis Trintignant, Isballe Huppert
Dansk premiere 20. december 2012
P.s. Jeg var meget forelsket i Trintignants udtale - jeg forstår ikke meget fransk, men det virkede som en ældre udtale, i stor kontrast til de yngre medvirkende. Den mindede mig om den for længst afdøde franske pianist Alfred Cortots måde at tale på - de velovervejede formuleringer og tyngden af det, der bliver sagt. Det var herligt at høre på.
fredag den 11. januar 2013
Velkommen
Jeg er tidligere småblogger gone instagrammer, men jeg savner det lille pusterum til skrivelyst på min egen måde. Derfor denne filmflimrende side, hvor der vil være anmeldelser, nyheder og andre filmfiflende sager.
Jeg har blandt andet været i praktik på det engelsksprogede kulturmagasin Exberliner i Berlin.
(Åh Berlin...)
Dér stiftede jeg første gang bekendt skab med anmelderiet, og hvor selvfedt det måske kan lyde, så nød jeg at sætte ord på mine tanker og oplevelser omkring - i dette tilfælde - film.
Her et par engelske smagsprøver, der desværre ikke er super aktuelle.
Death of a superhero
Amador
Sønner av Norge
The Raid
Rock of Ages
Forhåbentligt kommer der snart flere anmeldelser af mere eller mindre aktuel karakter.
Jeg glæder mig til at dele min filmbegejstring med jer!
- Ida
Jeg har blandt andet været i praktik på det engelsksprogede kulturmagasin Exberliner i Berlin.
(Åh Berlin...)
Dér stiftede jeg første gang bekendt skab med anmelderiet, og hvor selvfedt det måske kan lyde, så nød jeg at sætte ord på mine tanker og oplevelser omkring - i dette tilfælde - film.
Her et par engelske smagsprøver, der desværre ikke er super aktuelle.
Death of a superhero
Amador
Sønner av Norge
The Raid
Rock of Ages
Forhåbentligt kommer der snart flere anmeldelser af mere eller mindre aktuel karakter.
Jeg glæder mig til at dele min filmbegejstring med jer!
- Ida
Abonner på:
Opslag (Atom)